Hvad skal der til for at blive personlig træner?
Som det er i dag, er der i Danmark ikke nogen officielle krav til, hvad man skal kunne for at kunne kalde sig personlig træner. Det er nemlig ikke en beskyttet titel, som eksempelvis fysioterapeut.
Det er derfor i høj grad op til dig selv at definere, hvad du mener er vigtigt at have af viden, og hvad der er vigtigt at mestre for, at du føler dig rustet til at hjælpe de mennesker, som tager kontakt til dig.
Når det er sagt, vil vi klart anbefale dig, at du tager en uddannelse, som giver dig en international certificering. Udover at du får en basal værktøjskasse til arbejdet med klienter, så er det også et krav fra fitnesskæderne, hvis du senere hen søger ansættelse.
Husk på, at det er menneskers liv og velvære, du arbejder med
Hvervet som personlig træner handler ikke om ”bare” at træne en klient og presse dem til det yderste. Det handler også i høj grad om, at kunne møde den enkelte, der hvor han/hun er, være imødekommende og lyttende, kommunikere rigtigt, og løbende korrigere ift. den enkelte klients fysiske og mentale tilstand. Hvad der fungerer godt for dig selv, eller én klient, fungerer ikke nødvendigvis for en anden.
Det handler om at være ydmyg over for opgaven, holde dig opdateret på, hvad der sker i branchen og opsøge ny viden.